Tunesisk politi anholder 12 efter terrorangreb

Foto: Zohra Bensemra/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet jagter samtidig to personer, som menes at have spillet roller ved Bardo-angrebet i marts.

Tunesiske myndigheder har pågrebet 12 personer, som mistænkes at have spillet roller i forbindelse med en massakre ved et strandhotel i sidste uge i badebyen Sousse.

Politiet jagter samtidig to mænd, som menes at have trænet sammen med gerningsmanden i en libysk jihadist-lejr, siger en regeringskilde.

Tunesien har været scene for to blodige terrorangreb de seneste tre måneder. I marts blev 21 mennesker dræbt ved Bardo-museet i hovedstaden, Tunis.

Fredag i sidste uge blev 38 turister skudt og dræbt af en ung mand med et kalasjnikovgevær. Turisterne lå på stranden i feriebyen Sousse ved Middelhavet.

De to mænd, som politiet fortsat jagter, menes at have deltaget ved Bardo-angrebet.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS