Tryllerik tilbage i stil: Anbefalede fyring af sin forgænger
Erik Rasmussen anbefalede fyringen af Joakim Mattsson, da deres fodboldideologi slet ikke harmonerede sammen.
Det lignede fra begyndelsen en svær konstruktion i den sportslige ledelse, da Erik Rasmussen i januar tiltrådte i 1. divisionsklubben Vendsyssel FF, og konstruktionen skulle da også få en kort levetid.
Rasmussen skulle som formand for den sportslige ledelse være chef for træner Joakim Mattsson, som han samtidig skulle være assistenttræner for. Lige indtil mandag, da Mattsson blev fyret som træner og erstattet med Rasmussen.
– Jeg skal ikke løbe fra, at det er min anbefaling (at fyre Mattsson, red.), som bestyrelsen har fulgt, siger Erik Rasmussen.
– I medierne og blandt fans vil jeg være upopulær fra starten. Når den slags beslutninger bliver taget, ligger sympatien hos den ramte, siger Rasmussen.
Nu håber han, at sejre kan få hans popularitet til at stige. Han har haft godt en måned på træningsbanen sammen med Joakim Mattsson, men de harmonerede ifølge Rasmussen ikke i fodboldfilosofi.
– Joakim har gjort det godt med fin mandskabsbehandling. Men vi ser fodbold meget forskelligt i forhold til, hvordan man udvikler individuelle færdigheder og generelt træner, lyder det fra den nyudnævnte træner.
Du sagde selv for en måned siden, at sammensætningen måske ikke var den mest optimale for Joakim Mattsson. Kunne det ikke fungere?
– Det kunne det have gjort, hvis vores ideologier havde været mere identiske. Vi havde håbet, at der var en god fælles platform, men det var der ikke.
– På det menneskelige plan er Joakim en fin fyr, men vi ser fodbold helt forskelligt, siger Erik Rasmussen, der blandt andet har en fortid som træner for AGF og FC Midtjylland.
Han overtager et Vendsyssel-hold, der ligger på andenpladsen med samme pointtal som førerholdet, Hobro. Men toppen er tæt, og der er blot fire point ned til ottendepladsen.
Rasmussen går fortrøstningsfuld til opgaven og håber, at den nordjyske klub kan spille med om oprykning til Superligaen.
Førstepladsen giver direkte oprykning, mens nummer to og tre skal spille playoffkampe om forfremmelse.
– Jeg glæder mig. Vi har en trup med meget dygtige spillere og talenter, og jeg tror, vi kan slutte i den absolutte top og blande os i top-3, siger Rasmussen.
Han kommer til at fungere i en dobbeltrolle, hvor han også har det overordnede sportslige ansvar i samarbejde med Jacob Krüger, der er teknisk direktør.
Vendsyssel åbner forårssæsonen hjemme mod Fremad Amager 5. marts.
/ritzau/