Tryllekunstners forsvindingsnummer dukket op
Tryllekunstneren Steen Pegani har fået sin særlige forsvindingsstol igen.
De bedste tryllekunstnere er blandt andet kendetegnet ved, at de ikke afslører deres tricks.
Men hvad gør man, når ens tricks bogstaveligt talt bliver stjålet? Det spørgsmål kan den berømte tryllekunstner Steen Pegani nu svare på, for hans forsvindingsstol forsvandt – og nu er den tilbage igen.
Det oplyser han på sin hjemmeside.
Dog ikke uden, at den forsvandt – igen, skriver Steen Pegani:
“Illusionen var blevet tømt ud af kassen og efterladt i en stribe skov i Bygholm Park. Da vi efter tip forsøgte at finde den, var alt igen forsvundet. Heldigvis lykkedes det, at finde frem til den i (nogenlunde) god behold via hjælpesomme folk fra Horsens Kommune,” skriver Steen Pegani på sin hjemmeside.
Finderne – “Service & Beredskab” ved Horsens Kommune, kan nu se frem til et gratis trylleshow med Pegani.
Helt unik kasse
Kassen, der stod i en baggård, har garanteret set værdifuld ud. En flightcase bruges typisk til værdifulde ting, der skal transporteres. Forsvindingsstolen, der i øvrigt fik Pilou Asbæk til at forsvinde ved Zulu Awards, er da også værdifuld.
Faktisk har den en nypris på omkring 40.000, og den er noget nær unik. Det gør den samtidig rigtig svær at slippe af med.
– Den er stadig temmelig unik og nok kropumulig at afsætte til nogen udenfor tryllemiljøet. Os der arbejder med tryl har et godt sammenhold, så jeg har spredt ordet til tryllekunstnere verden over, og hvis nogen bliver tilbudt at købe stolen, så skal jeg nok få det at vide, siger Pegani i pressemeddelelsen.