Tryg øger kvartalsresultat trods Dagmar og Egon
Tryg tjente en god halv milliard kroner i første kvartal, selv om et par kraftige storme kostede.
Selv om stormene Dagmar og Egon kostede på bundlinjen hos forsikringsselskabet Tryg, så kom selskabet alligevel pænt ud af årets første kvartal.
Det viser selskabets delårsrapport for de første tre måneder, der gav et resultat før skat på 525 millioner kroner mod 455 millioner kroner sidste år.
– I 1. kvartal leverede vi et tilfredsstillende samlet resultat sammensat af et højt investeringsresultat og et forsikringsresultat, der var negativt påvirket af et højere niveau af vejrskader og et lavere renteniveau, siger koncernchef Morten Hübbe i en pressemeddelelse.
Vejrskader kostede i alt Tryg 242 millioner kroner. Det betød, at den såkaldte combined ratio, der udtrykker forholdet mellem drift- og erstatningsomkostninger og præmieindtægter endte på 90,7.
/ritzau/