Tryg mister 400 millioner ved fejlinvesteringer
Trygs regnskab for tredje kvartal bærer bræg af et stort negativt investeringsresultat.
Forsikringskoncernen Tryg har betalt dyrt for de seneste måneders svage aktiemarkeder.
Regnskabet for tredje kvartal, der blev offentliggjort fredag, viste ganske vist et overskud før skat på 244 millioner kroner, men sammenlignet med samme periode sidste år på 782 millioner kroner er det bestemt ikke prangende.
Årsagen skal hovedsageligt findes på investeringskontoen, der udviser et minus på 383 millioner kroner.
– Resultatet for tredje kvartal var påvirket af udviklingen på de finansielle markeder, hvor verdensaktieindekset faldt med ni procent og gav et tab på aktier, der medvirkede til et negativt investeringsresultat på næsten 400 millioner kroner.
– For Tryg understreger dette vigtigheden af, at vi har en forsigtig investeringspolitik. skriver koncernchef Morten Hübbe i en pressemeddelelse.
Niveauet for vejr- og storskader var lidt højere end normalt, men til gengæld kan aktionærerne glæde sig over en forbedret udvikling i præmieindtægten hen over kvartalet.
/ritzau/