Tryg-chef: Både lavere og højere priser til kunderne
Kunderne i landets største forsikringsselskab, Tryg Forsikring, skal ikke forvente store prisnedsættelser, selvom forretningen i Tryg kører så godt, at selskabet i dag onsdag kunne fremlægge et overskud for 2014 på 2,6 mia. kr.
Resultatet skyldes særligt, at Tryg har fået effektiviseret forretningen, samt at Tryg er blevet skånet for store vejrfænomener, der kunne have betydet større udgifter til skader. Men selv om kunderne ikke har haft så mange store skader i 2014, betyder det alligevel ikke lavere priser.
Tryg vil i stedet i højere grad differentiere priserne, siger koncernchef Morten Hübbe.
»Vi har desværre haft en tradition for, at vores produktportefølje var lidt gammel og ikke blev udskiftet så tit. Men de senere år er vi gået i gang med at udskifte alle vores produkter på årlig basis, og hver gang vi gør det, så kommer der jo både bedre dækninger til, men der er også nogle, der får lavere priser, og nogle der får lidt højere priser,« siger han.
Ifølge koncernchefen tager kunderne godt imod ændringerne, der betyder, at kunder med lille risiko for skader får en lavere pris, mens kunder med stor risiko for skader får en højere pris.
»Differentieringen sker i takt med, at vi bliver bedre og bedre til at ramme den rigtige sammenhæng mellem pris og risiko, og heldigvis kan vi jo se, at resultatet af det er, at vores salg stiger og vores kundeloyalitet stiger, og det er jo kunderne og salget der fortæller os, om vi har ramt det rigtige niveau.«
Tryg har de senere år oplevet en nedgang i antal kunder og dermed også i præmieindtægterne, hvilket især skyldes den oprydning og tilpasning af priser, som Tryg har gennemført. Morten Hübbe forventer dog, at præmieindtægterne snart igen vil begynde at stige.
»Vi har kæmpet meget med toplinjen, og efter nogle år, hvor kundeantallet har udviklet sig svagt negativt, så ser vi faktisk i fjerde kvartal, at vi har en positiv udvikling i antal kunder i Danmark. Det fortæller os, at toplinjen ikke er noget, som vi er færdige med at arbejde med, men vi bevæger os i den rigtige retning, og det er vi glade for at se,« siger Morten Hübbe.
I fjerde kvartal i 2013 havde et Tryg et fald i toplinjen på 2,4 pct., mens faldet i fjerde kvartal i 2014 blot var på 0,1 pct. Morten Hübbe forventer at have et overordnet stabilt plus på toplinjen i 2016.