Trussel til folketingsmedlem: “Jeg skærer halsen over på dig”
Anklagemyndighed hemmeligholder oplysninger om, hvilke politikere der i april blev ofre for mailtrusler.
– Kommer jeg tæt nok på dig, bliver du skudt med min 9 mm.
Sådan lød det blandt andet i en e-mail stilet til et folketingsmedlem, som blev fremsendt til politikerens sekretær tilbage i april.
Et par timer senere modtog et andet folketingsmedlem en anden e-mail, hvor truslen blandt andet lød:
– Kommer jeg i nærheden af dig, skærer jeg halsen over på dig. Lede svin.
En 55-årig mand er sigtet for at have fremsendt truslerne, og mandag skulle hans sag have været behandlet ved Retten på Frederiksberg, hvor det var anklagemyndighedens forventning, at han ville tilstå.
– Sagen er blevet udsat, da der skal foretages nogle yderligere undersøgelser, og den vil komme for retten på et senere tidspunkt, fortæller anklager Anne Sofie Brix til Ritzau.
Hun ønsker ikke at oplyse, hvilke undersøgelser der skal foretages, og henviser til, at den information er omfattet af anklagemyndighedens tavshedspligt.
Heller ikke, hvilke folketingsmedlemmer der er blevet truet i sagen, ønsker anklagemyndigheden at oplyse.
Skal anonymiseres
Anklagemyndigheden henviser til, at navne på blandt andet forurettede ifølge retsplejeloven skal anonymiseres, når pressen får aktindsigt i et anklageskrift eller en retsmødebegæring.
Når sagen en dag kommer for retten, vil navnene dog komme frem, for så vil anklageren skulle læse hele den retsmødebegæring, som anklagemyndigheden har udfærdiget, op i retten.
Ifølge retsmødebegæringen, som Ritzau har fået aktindsigt i, er de to trusler blevet fremsendt 10. april i år. Det skete henholdsvis klokken 7.20 og et par timer senere, nemlig klokken 9.20.
Anklagemyndigheden anser truslerne for et angreb på en person i offentlig tjeneste og henviser i retsmødebegæringen til en særlig strafskærpende omstændighed i straffeloven.
Det drejer sig om en bestemmelse, der kræver strengere straf, når en forbrydelse bunder i personers lovlige ytringer i den offentlige debat.
De fremsatte trusler er efter alt at dømme motiveret i folketingsmedlemmernes holdninger på udlændingeområdet, der ifølge trusselsmail-afsenderen blandt andet er et udtryk for “foragt for andre folkeslag”, som det lyder i den ene e-mail.
Den sigtede i sagen er en mand med et danskklingende navn. Den nye dato for retssagen er ikke fastlagt.
/ritzau/