Trump: Vi skal nok få Grønland

USA har brug for Grønland af hensyn til national og international sikkerhed, siger Trump natten til onsdag

Donald Trump løgne, Valg, USA,
Offentliggjort

Trump ønsker kontrol over Grønland for sikkerhedens skyld

USA's præsident, Donald Trump, udtrykte i sin tale til Kongressen en stærk tro på, at USA vil få kontrol over Grønland. Han understregede, at Grønland er vigtigt for både national og international sikkerhed.

Trump henvendte sig direkte til den grønlandske befolkning og erklærede støtte til deres ret til selvbestemmelse. Han inviterede Grønland til at blive en del af USA, med løfter om velstand og udvikling.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

USA's præsident, Donald Trump, tror på, at det nok skal lykkes USA at få kontrol over Grønland.

Det siger han natten til onsdag i sin første tale til Kongressen, efter at han i januar blev indsat som præsident.

- Jeg tror, at vi kommer til at få det (Grønland, red.). På den ene eller den anden måde kommer vi til at få det.

Hensyn til sikkerhed 

Han gentager under talen desuden sit tidligere budskab om, at USA har brug for Grønland af hensyn til den nationale og den internationale sikkerhed.

Under talen henvender præsidenten sig direkte til den grønlandske befolkning.

- Vi støtter jeres (grønlændernes, red.) ønske om selv at bestemme over jeres egen fremtid. Hvis I vælger det, vil vi gerne byde jer velkommen som en del af USA, siger Trump.

- Vi vil passe på jer, vi vil gøre jer rige, og sammen vil vi tage Grønland til nye højder, tilføjer Trump.

Afvist flere gange 

Spørgsmålet om ejerskabet over øen blev brandvarmt, da Trump i december luftede sine tanker om ejerskab og kontrol over Grønland i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Siden har han ved flere lejligheder udtrykt ønske om at tage ejerskab over øen.

Præsidentens ønske er blevet afvist af både formanden for Grønlands regering, Múte B. Egede, og statsminister Mette Frederiksen (S).

USA's præsident, Donald Trump, er fortsat fast besluttet på idéen om amerikansk kontrol over Grønland. - På den ene eller den anden måde kommer vi til at få det, siger Trump natten til onsdag.

Det grønlandske parlament 

Donald Trump talte i første omgang om at købe Grønland tilbage i 2019. Det var under hans første periode som præsident.

I slutningen af januar afviste Mette Frederiksen, at Grønland og Danmark efter Trumps udtalelser risikerer en amerikansk invasion.

Borgerne i Grønland skal 11. marts vælge 31 medlemmer til det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Centralt emne 

I talen til Kongressen sagde Trump desuden, at USA har taget hul på processen med at tage kontrol over Panamakanalen efter aftale med et selskab i Hongkong om at sælge havne til et amerikansk-ledet fra konsortium.

- For yderligere at styrke den nationale sikkerhed vil min administration kræve, at vi igen får kontrol over Panamakanalen. Vi er allerede begyndt at gøre det, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Panama og Panamakanalen er blevet et centralt emne i amerikansk politik, efter at Trump i sin indsættelsestale sagde, at han vil tage Panamakanalen tilbage.

Powered by Labrador CMS