Trump: Mine stemmer forsvandt

Postvæsenet har faktisk været på lovbestemt jagt.

Brevstemmer spiller en vigtig rolle i præsidentvalget 2020. Foto: Rachel Wisniewski/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Præsident Donald Trump fortsætter sit korstog mod brevstemmer, der i øjeblikket truer hans kandidatur mod endnu en periode i Det Hvide Hus. For eksempel er situationen i staten Pennsylvania, at mange brevstemmer – formodentlig på demokraterne – endnu ikke er talt op.

Twitter har onsdag slettet endnu et tweet fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som dagen efter valget fortsætter med at så tvivl om det valgresultat, der endnu ikke er klar efter tirsdagens valg i USA.

– I aftes førte jeg, ofte solidt, i mange afgørende stater. En efter en begyndte de så på magisk vis at forsvinde, mens overraskende bunker af stemmesedler blev talt op. MEGET MÆRKELIGT, skriver Trump.

Kort efter havde Twitter sat et mærkat på, der viser, at indholdet af beskeden er vildledende. I Wisconsin og Michigan er Trumps forspring onsdag svundet ind, som dagen er skredet frem. Demokraternes kandidat Joe Biden er foran i begge stater. Umiddelbart er optællingen i Wisconsin færdig og faldet ud til Bidens fordel, men tallene er endnu ikke offentliggjort.

Desuden er der et men, hvad angår netop den stat. En kandidat kan ifølge statslig lov kræve omtælling, såfremt den sejrende kandidat vinder med mindre end et procentpoint. Biden ventes at have vundet med cirka 20.000 stemmer – under et procentpoint.

Trumps kampagnechef har allerede meddelt, at det bliver krævet.

På jagt

I visse amerikanske delstater er det meget få stemmer, der afgør, hvilken præsidentkandidat der får alle valgmænd i delstaten og dermed rykker nærmere Det Hvide Hus. Derfor har det amerikanske postvæsen gennemsøgt en række af sine postterminaler for at sikre, at ingen brevstemmer bliver glemt. Det siger en talsperson for postvæsenet.

Postvæsenet gik i gang med arbejdet, efter en kendelse tirsdag fra dommer Emmet Sullivan fra en distriktsdomstol i Washington D.C. Hvis der skulle ligge brevstemmer et sted, som ikke var blevet afleveret, skulle postvæsenet straks sørge for at få stemmesedlerne sendt afsted.

Det er ikke i alle stater, at postsække skal tjekkes efter. Områderne, der er omfattet af ordren, ligger i en række vigtige svingstater som Arizona, Florida og Pennsylvania. Postvæsenet nåede i mål med arbejdet sent tirsdag, oplyser talsmanden.

I den potentielt afgørende svingstat Pennsylvania, hvor der er 20 valgmænd på spil, fandt postvæsenet 13 stemmer, der ikke var leveret. Det fremgår ikke, hvor brevstemmerne blev fundet, eller om der også dukkede nogle op i andre delstater.

Dommer-bestemt

Beslutningen om at granske postcentre for stemmesedler kom efter et søgsmål fra organisationen Vote Forward samt en række latinamerikanske grupper.

Søndag viste postvæsenets egne data, at der manglende en bekræftelse på, at 300.000 stemmer, der var overdraget til postvæsenet, også var blevet leveret til stemmestederne.

Over 100 millioner personer havde stemt forud for valgdagen 3. november. Det er et rekordstort antal, oplyser US Elections Project, der er tilknyttet University of Florida.

De mange brevstemmer tilskrives blandt andet coronapandemien. Mange vælgere har af frygt for smitte valgt at brevstemme i stedet for at møde op på valgstederne.

Onsdag eftermiddag dansk tid mangler flere stater i USA endnu at tælle stemmer – herunder brevstemmer.

Det rykker noget

Situationen i Pennsylvania understreger i den grad, at brevstemmer betyder noget helt særligt i år. Selv om Donald Trump fører med hele ni procentpoint over Joe Biden i delstaten Pennsylvania, er det for tidligt at spå om, hvem der løber med vælgernes gunst.

Det skriver nyhedsbureauet AP i en analyse.

Onsdag klokken 17.58 dansk tid mangler 36 procent af stemmerne stadig at blive talt op – heriblandt halvdelen af brevstemmerne.

Ifølge AP’s analyse forventes det at brevstemmerne i høj grad vil falde ud til Joe Bidens fordel, efter at Biden selv har opfordret sine vælgere til at stemme på denne måde.

Trump har modsat Biden i månedsvis sagt, at brevstemmer fører til mere valgfusk. Pennsylvania har 20 valgmænd og kan givetvis spille en afgørende rolle i valget.

Powered by Labrador CMS