Trump haler ind på Clinton på trods af skandalesager

En ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos viser, at Clintons forspring er næsten halveret på en uge.

Donald Trump haler ind på sin modstander i kampen om at blive USA’s præsident. Foto: Gage Skidmore/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

En lang række amerikanske eksperter har dømt Donald Trump ude af den amerikanske valgkamp, efter at en række kvinder er stået frem med beskyldninger om, at rigmanden har krænket dem.

Men ifølge en ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos viser der sig en anden tendens: Donald Trump haler ind Hillary Clinton.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demokraternes Hillary Clinton får i målingen opbakning fra 44 procent af de adspurgte, mens Donald Trump får støtte fra 40 procent.

Målingen er foretaget mellem 14. og 20. oktober, og derfor er den altså lavet, efter at beskyldninger om krænkelser mod Donald Trump så dagens lys.

I sidste uge lå Clinton på 44 procent, mens Donald Trump lå på 37 procent.

Lå helt lige

Støtten til Hillary Clinton er steget siden slutningen af august, hvor de to kandidater lå helt lige.

Forspringet på fire procentpoint ligger på samme niveau, som inden kontroversiel optagelse med Donald Trump kom frem. Her talte republikaneren om at kysse og befamle kvinder.

Siden da har adskillige kvinder beskyldt Trump for diverse seksuelle tilnærmelser. Beskyldningerne omhandler episoder fra starten af 1980’erne og helt indtil 2007.

Trump har benægtet hændelserne og beskrevet anklagerne som “totalt falske”.

En anden måling fra Reuters/Ipsos viser dog, at 63 procent af de adspurgte amerikanere, deriblandt 34 procent republikanere, erklærer sig enige i udsagnet “jeg tror, at Donald Trump har begået seksuelle overgreb i fortiden.”

Clintons føring skrumper også, når man medtager Libertarianernes kandidat, Gary Johnson, og Det Grønne Partis kandidat, Jill Stein.

Her får Clinton 43 procent, mens 39 støtter Donald Trump. Gary Johnson bliver bakket op af seks procent, mens Jill Stein ligger på sølle to procent.

Valget i USA finder sted 8. november.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS