Trump for rigsretten?
Selv om rigsretsprocessen startes op, er det langt fra sikkert, at Trump bliver væltet, inden han træder af.
Processen med at stille præsident Donald Trump for en rigsret vil begynde mandag. Det skriver kongresmedlem Ted Lieu på Twitter.
Her vil demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus fremføre de formelle anklager mod Trump.
180 repræsentanter har skrevet under på forslaget, skriver den californiske demokrat.
Ted Lieu er en af de tre demokrater, der har udarbejdet rigsretsforslaget. Trump bliver i forslaget beskyldt for at misbruge sin magt og opildne til oprør, efter at hans tilhængere trængte ind i kongresbygningen onsdag.
Det skete, mens kongresmedlemmerne var i gang med at godkende Joe Bidens valgsejr.
Træk dig eller bliv trukket
Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har også truet med at stille Donald Trump for en rigsretssag, medmindre han trækker sig som præsident med det samme.
Trump blev også stillet for en rigsret i vinteren 2020.
Selv om rigsretsprocessen startes op igen, er det langt fra sikkert, at Trump bliver væltet, inden han træder af 20. januar, hvor Biden overtager.
Processen kan tage lang tid, og det kræver to tredjedele flertal i Senatet at vælte præsidenten.
Mister trofaste støtter
Flertalslederen i Senatet, republikaneren Mitch McConnell, har ifølge et notat til sine kolleger henstillet til, at en rigsretssag mod Trump først bliver indledt, når Trump er ude af Det Hvide Hus.
Flere af Trumps republikanske partifæller har vendt sig mod ham efter urolighederne ved og i kongresbygningen.
Flere af Trumps ministre har endda trukket sig før tid. Det gælder uddannelsesminister Betsy DeVos og transportminister Elaine Chao.
Begge trak sig med begrundelsen om, at Trump opildnede til de voldelige optøjer, hvor fem personer, herunder en politibetjent, mistede livet.