Trump bekræfter Grønland-rygter
Donald Trump skriver "Make Greenland Great Again" i et opslag. Samtidig er hans søn på vej til Grønland
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har tilsyneladende ikke tænkt sig at trække sig fra debatten om et muligt amerikansk ejerskab over Grønland.
I hvert fald har han natten til tirsdag igen bejlet til Grønland på sit sociale medie, Truth Social.
Han bekræfter samtidig tidligere meldinger om, at hans søn Donald Trump Jr. er på vej til Grønland.
Søn på vej
- Min søn Don Jr. og forskellige repræsentanter rejser dertil for at besøge de mest fantastiske områder og attraktioner.
- Grønland er et fantastisk sted, og dets folk kommer til at drage stor fordel af det, hvis og når det bliver en del af vores land. Vi kommer til at værne om det og beskytte det fra en meget ond verden, skriver Trump.
Til sidst slutter han med ordene "Make Greenland Great Again" (på dansk "Gør Grønland storslået igen").
Ordspil
Det er et ordspil på Trumps meget kendte valgslogan "Make America Great Again". Sloganet har affødt forkortelsen MAGA, som er blevet synonymt med Trumps politiske overbevisning og stil.
I opslaget på Truth Social er der også tilknyttet en video af en mand iført en rød kasket med teksten "Make America Great Again".
Vil købe Grønland
Det fremgår ikke umiddelbart, hvem manden er, eller hvor og hvornår filmen er optaget. I videoen bliver manden spurgt:
- Hvorfor vil du gerne have Trump til at købe Grønland?
Han svarer:
- Fordi vi ikke længere vil koloniseres af den danske regering.
Verdens største ø
Grønland, der er verdens største ø, tilhører det danske rigsfællesskab og har godt 56.000 indbyggere.
Grønland er af interesse for USA på grund af placeringen i det arktiske område.
En eventuel overtagelse af Grønland vil give USA en større tilstedeværelse i området, hvor Rusland også er interesseret i at være en dominerende faktor.
Foreslået før
Trump foreslog allerede i august 2019, da han var præsident første gang, at USA skulle købe Grønland.
Dengang blev forslaget hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte hele diskussionen for "absurd".
Det fik senere Trump til at beskrive Mette Frederiksens udtalelser som "nasty", hvilket på dansk kan betyde modbydelige eller væmmelige.
Kræver ejerskab og kontrol
Over fem år senere har Trump så igen bragt Grønland på banen.
Det skete i første omgang i december, i forbindelse med at han præsenterede Ken Howery som ny amerikansk ambassadør i Danmark.
- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende, skrev Trump.