Truede sig til kontanter med kniv

I Dagli'Brugsen på Frugthaven i Valby har en ukendt gerningsmand truet sig til kontanter.

En ukendt gerningsmand har med en kniv truet sig til et kontantbeløb ved et røveri i Dagli’Brugsen i Valby. Foto: Presse-fotos.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag morgen har Dagli’Brugsen i Valby været udsat for et væbnet røveri.

– En ukendt gerningsmand har truet sig til et ukendt kontantbeløb, og så er gerningsmanden undløbet, siger vagtchef ved Københavns Politi Thomas Hjermind til Newsbreak.dk.

Vagtchefen uddyber, at gerningsmanden var bevæbnet med en kniv, da gerningsmanden fremsagde truslerne.

Klokken 07.46 blev det anmeldt til Københavns Politi.

– Ingen personer er kommet til skade ved røveriet, tilføjer vagtchefen.

Københavns Politi er fortsat til stede i området, hvor de søger efter spor, der kan lede dem i retningen af gerningsmanden.

Derfor hører politiet gerne fra beboere, der kunne have set noget i forbindelse med røveriet, der er sket på Frugthaven 16.

– Hvis man har været vidne til røveriet, så kan man kontakte politiet på 114, lyder det fra vagtchefen.

Københavns Politi har spærret området af, mens efterforskningen foregår.

Powered by Labrador CMS