Truede med saks: Hvem er denne mand?

Politiet har været nødt til at genudsende en efterlysning af en gerningsmand, der formodes at stå bag flere røverier.

Offentliggjort Sidst opdateret

I midten af april udsendte Københavns Vestegns Politi en efterlysning af en mand, de formodede havde stået bag to væbnede tyverier.

Men da det ikke har ledt politiet på sporet af manden, genudsender de efterlysningen i håb om, at borgerne måske skulle genkende den mistænkte røver.

Det fremgår af et opslag på Facebook fra Københavns Vestegns Politi.

Manden, som politiet leder efter, har med en saks truet en medarbejder på tankstationen Q8 på Hovedvejen 67 i Glostrup til at udlevere et mindre kontantbeløb.

Røveriet mod tankstationen skete den 3. september 2019 klokken 17.04, men to timer tidligere mener Københavns Vestegns Politi, at manden stod bag et gaderøveri i Taastrup.

På Ingemannsvej blev en mand truet med saks til at udlevere nogle ejendele af en gerningsmand, hvis beskrivelse passer til den mand, der er overvågningsbilleder af fra Q8-tanken.

Politiet håber nu på, at der er nogle borgere, der kender til hans identitet.

– Vi håber, nogen genkender ham og kan sætte navn på ham eller ved, hvor han færdes – og det hører vi meget gerne om, siger politikommissær Andreas Mollerup.

Den mistænkte mand på overvågningsbillederne beskrives som værende en dansk mand, mellem 175 og 190 centimeter høj og med en spinkel til almindelig bygning. Han vurderes til at være mellem 25 og 35 år gammel og havde skægstubbe.

Ved røveriet var han iført en hvid eller lys kasket, grå hættetrøje med lommer ved maven, mørke solbriller, knælange sorte træningsbukser, grå eller sorte kondisko med hvid sål og en sort og rød rygsæk.

Efterforskningen af røverierne ledte politiet på spor af en anden mistænkt, der endda blev sigtet for røverierne. Efterfølgende har yderligere efterforskningsskridt udelukket den tidligere sigtede i sagen.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.

Powered by Labrador CMS