Tropenætter under danske himmelstrøg: Sådan sikrer du din nattesøvn
De varme nætter er ulidelige - det er der råd for
Man ligger midt i en tropenat. Det er ikke til at sove, man ligger og vender drejer sig, og tager et kig på telefonen – klokken er alt, alt for mange.
Det bliver nok nogenlunde sådan, de næste nætter vil forløbe for mange af os – for DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, har varslet tropenætter.
En tropenat – eller et tropedøgn – er i DMI’s definition et døgn, hvor temperaturen mindst ét sted i landet ikke når under de 20 grader.
Herhjemme er det normalt noget, der hører sensommeren til. Men årets vejr har vendt op og ned på det hele, og vi kan nu se frem til de hede nætter allerede nu, i juli.
Det skyldes især de varme vandtemperaturer, som strandgæsterne nyder godt af. I det meste af Danmark har vandet nået en temperatur på den pæne side af 20 grader, så nattens nedkøling bliver noget mindre.
Sov gennem en tropenat
Mange af os vil opleve søvnbesvær i de dage, hvor det varme vejr har taget magten. DR har tidligere snakket med søvnekspert Poul Jennum, overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital.
Han forklarer, at de høje temperaturer vender op og ned på vores indre ur, hvor viserne går amok:
– Det hænger sammen med vores indbyggede døgnrytme. Om dagen, når det er lyst, så er det ikke noget problem, at kropstemperaturen er høj, for da har vi brug for, at musklerne kan arbejde, og de arbejder bedre ved højere temperaturer, forklarer han til DR.
Når temperaturen stadig er høj om natten, tror kroppen at det stadig er dag, så kroppen går ikke i sin normale dvaletilstand.
Det hænger sammen med mekanismer, der stammer helt tilbage fra urmennesket. For mennesket havde ikke behov for at jage føde om natten, og derfor kunne kroppen gå i hvile, forklarer Poul Jennum.
I galleriet ovenfor artiklen forsøger vi at komme med ekspertens bedste bud på, hvordan man alligevel redder noget af sin nattesøvn under en tropenat. De gode råd stammer fra søvnekspert Mikael Rasmussen, som DR Fyn har snakket med.