Trodsede lukketid og spillede cricket på gaden
Storbritannien har været hårdt ramt af Covid-19, hvor dele af landet er på vej til at lukke ned endnu en gang.
På det seneste har briter levet med, at de – ligesom i Danmark – heller ikke må være på bar til længere end klokken 22.00, hvor barerne skal lukke af hensyn til de nyeste restriktioner i forbindelse med coronavirus.
Tidligere har Storbritannien haft lukket samfundet fuldstændigt ned, ligesom man også gjorde i Danmark. Dog varede Storbritanniens lockdown en del længere end herhjemme.
Udsigterne til igen at skulle i lockdown var angiveligt det, der gjorde, at unge mennesker søndag festede videre på gader og stræder, efter de var blevet smidt ud fra barerne i London. Det skriver Daily Mail.
På gaden samledes en stor gruppe unge for at spille cricket. Noget som kilder, der var til stede, forklarede skete blot ti minutter efter, barerne smed dem ud.
Cricket-kampen blev spillet på gaden i den sydlige del af London.
Men mere centralt var der også problemer med store menneskemængder på gaden efter klokken 22.00. På Trafalgar Square mødtes flere hundrede unge, der dansede og festede videre, da barerne lukkede.
Denne uge var det nemlig meget sandsynligt at dele – særligt de nordlige dele af Storbritannien – skulle lukkes ned igen.