Trods store klø: Bruun holder fast i aggressivt forsvar

Klavs Bruun Jørgensens vakler ikke omkring landsholdets nye stil i forsvaret, men alle skal kigge indad.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen vakler dog ikke i troen på, at et aggressivt og hårdt tacklende forsvar er den rigtige vej. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag vandt Montenegro med hele 32-15 over Ungarn. Dagen efter blev de danske kvinder efter tre sejre på stribe smadret 29-22 af selvsamme ungarske mandskab.

Danskerne fik aldrig det nye offensive forsvar til at fungere, og anført af en storspillende Zita Szucsanszki hamrede de ungarske kvinder bolde ind på samlebånd – langt de fleste fra skytterne i bagkæden.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen vakler dog ikke i troen på, at et aggressivt og hårdt tacklende forsvar er den rigtige vej.

– Bestemt ikke, men det får mig til at understrege endnu mere overfor spillerne, at man skal være 100 procent til stede i forsvaret. Man kan ikke stå og sove i et forsvar, der skal være tacklende og aggressivt.

– Man skal frem hele tiden, og vi kan ikke komme ind på den måde, vi gjorde i dag, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Han er ikke i tvivl om, at det har påvirket det danske hold, at ungarerne tabte så uhørt stort til Montenegro. Selv om han ikke bryder sig om snakken om at undervurdere en modstander.

– Det har helt sikkert ligget i baghovedet. Vi kom ikke ind med den indstilling, vi skulle i dag.

Var længe om timeout

Bruun Jørgensen var længe om at tage sin første timeout, måske var det en fejl.

– Vi skal kigge indad. Jeg skal komme med mere, end jeg gjorde i dag, og det skal spillerne også, og så skal vi holde fast i det, vi har arbejdet med.

– Man kan diskutere, om jeg skulle have taget den timeout tidligere og få dirigeret det forsvar længere frem, men vi snakker om det hele tiden og råber det ind til dem hele tiden, så det er ikke fordi, de ikke ved det.

– Nogle gange er det lidt overvurderet med de her timeouts, siger han.

Hviledag

Om spillerne skal pines med timevis af video af rædselskampen på hviledagen torsdag, eller om kampen skal glemmes og slettes fra hukommelsen forud for fredagens vigtige kamp mod Montenegro, det er endnu ikke besluttet.

– Den beslutning har jeg ikke taget endnu, siger Bruun Jørgensen, der dog godt ved, hvad spillerne skal lytte til torsdag.

– Vi skal hele tiden prædike, at det handler om at være 100 procent klar.

– Vi ved, vi er videre til 1/8-finalen. Hvis vi kan mande os op til at slå Montenegro, får vi Polen eller Angola, men det er ligegyldigt hvem. Vi skal komme med den samme indstilling hver gang, ellers kan vi tabe til hvem som helst, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS