Trods indsats: Mangler særlig hjælp til døende
9 ud af 10 patienter, som henvises til hospicer og anden specialiseret lindring inden døden, har kræft, viser nye tal. Flere års indsats for at få andre patienter med har kun rykket lidt
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
Der er stadig alt for få patienter, som henvises til et tilbud om specialiseret lindring, når de er uafvendeligt syge af for eksempel lungesygdommen KOL, demens eller en hjertekarsygdom.
Hospicerne og hospitalernes specialister inden for såkaldt palliation er nemlig stadig mest beskæftiget med kræftpatienter. Således var 90 procent af alle patienter, som døde i 2019 og forinden var henvist til specialistlindring, syge af kræft.
Det viser tal fra Dansk Palliativ Databases seneste årsrapport, der netop er udkommet, skriver Kristeligt Dagblad.
Det ærgrer Maiken Bang Hansen, forsker ved forskningsenheden på Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og blandt forfatterne på rapporten.
– Lindring inden døden fra specialister er fortsat ikke et tilbud til ret mange med andre sygdomme end kræft. Ikke bare henvises flere kræftpatienter end andre. Blandt dem, der henvises, ender en større del af dém med kræft også med rent faktisk at modtage et tilbud om specialiseret lindring, siger hun.
I alt døde 10.160 kræftpatienter i 2019, som forinden var henvist til specialiseret palliation. For patienter, der fejlede noget andet end kræft, var tallet 1133. Lidt fremad går det dog: I 2017 havde syv procent af de henviste patienter en anden sygdom end kræft mod altså 10 procent i 2019.
En del af forklaringen findes i, at kræftpatienter typisk har et sygdomsforløb, der er lettere at koble med lindring i livsafslutningen end andre patienter, siger Maiken Bang Hansen.