Trods afsløringer: Flertal støtter EU-boss
Et stort flertal af EU-parlamentarikerne støtter kommissionsformand Juncker, som taler i parlamentet.
De store politiske grupper i EU-Parlamentet har stadig tillid til Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen trods afsløringerne om skatteunddragelse i den såkaldte Luxleaks-skandale.
Det understreger både gruppen af kristelige demokrater (EPP) og socialdemokrater (S&D) under onsdagens debat i Bruxelles med den omstridte nye kommissionsformand, der er forhenværende regeringschef i Luxembourg.
– Man forsøger at tilsmudse hr. Junckers integritet og troværdighed. Der er ikke tale om overtrædelser af EU-lovgivningen. Det er medlemslandene, der har svigtet, siger gruppelederen for EPP, Manfred Weber.
Den socialdemokratiske gruppeformand, Gianni Pitella, finder det skandaløst, at store selskaber kan undgå at betale skat uden at bryde europæisk lovgivning.
– Vi ønsker ikke, at kommissionen og Juncker svækkes. Det ville være en gave til euroskeptikerne og dem, der hader Europa, siger Pitella.
/ritzau/