Trist WHO-melding: Stopper næppe i år
Det er muligt, at tragedien ved corona kan blive reduceret med færre indlæggelser og dødsfald, mener WHO
Det er urealistisk at tænke, at verden kommer til at være færdig med coronapandemien ved slutningen af året.
Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
– Det vil være for tidligt, og jeg synes, det er urealistisk at tro, at vi når til vejs ende med dette virus inden årets udgang, siger Michael Ryan, der er krisechef i WHO.
Michael Ryan har dog i forbindelse med advarslen sagt, at det kan lade sig gøre at mindske tragedien ved virusset ved at reducere antallet af indlæggelser og dødsfald.
Ryan siger, at vaccination af sundhedspersonale i frontlinjen og dem, der er mest sårbare over for alvorlige sygdomme, vil være med til at fjerne noget af frygten under pandemien.
Han tilføjer, at de seneste ugers fremskridt ikke skal tages for givet, selv om “virusset lige nu i høj grad er under kontrol”.
WHO registrerede i sidste uge et stigende antal bekræftede smittetilfælde efter seks uger med faldende globale smittetal.
WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, kalder udviklingen for “skuffende, men ikke overraskende”.