Trist prognose for nytårsvejret
I det mindste blæser raketterne ikke sidelæns.
Dine raketter skal ikke flyve for højt, hvis du gerne vil se dem springe, når klokken slår midnat, og 2020 bliver til 2021.
Sådan er den umiddelbare vurdering baseret på Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) prognose for vejret nytårsaften og -nat.
Himlen vil nemlig som de fleste øvrige dage op til nytår være præget af et tungt skydække, som giver gråvejr og dårligt udsyn til knald. Til gengæld bliver det også rigtig koldt ude, siger Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog.
– Det bliver egentlig et stille nytår uden blæst, men det bliver også helt overskyet. Allerede i løbet af aftenen begynder det at blive koldt med temperaturer omkring frysepunktet, siger Brødsgaard og fælder dom over raketvejret.
Meget koldt
Som natten skrider frem, når temperaturen flere steder omkring tre frostgader, så det bliver en koldt omgang, hvis du skal ud for at fyre raketter af, du alligevel nok ikke kan se. Nytårsaften 2020 bliver næppe præget af det store festfyrværkeri.
Hverken indenfor eller i allermest bogstaveligste forstand. På grund af coronaviruspandemien er der store indskrænkelser i mulighederne for at fejre nytårets komme her hjemme. Lidt tiltrængt sol kan derfor være et lys i mørket.
– Nytårsdag er den bedste chance i denne uge for at få sol, siger Bolette Brødsgaard.
Sigende, at den første dag i det nye år afløser et sandt annus horibilis med solchancer.