Trist nyt fra DMI: -Vi rammer ugens bund
Der venter flere byger og køligere temperaturer til danskerne mandag - men det bliver tirsdag, der tager prisen for ugens vejrmæssigt dårligste dag, oplyser DMI.
Vejret den 29. juni 2020 kommer på mange måder til at minde om det kølige og bygefyldte vejr flere danskere oplevede søndag.
Selvom mandagen bliver kold og våd, venter der dog endnu værre vejr senere på ugen.
Mere om det senere.
Det våde vejr lader vente en lille smule på sig tidligt mandag morgen, hvor mange danskere vil vågne op til sol, fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Frank Nielsen, til Newsbreak.dk.
– Der er pænt med sol til det meste af landet, men der vil så komme nogle pop-up skyer i løbet af formiddagen. Der passerer en koldfront ved vestkysten, så i den vestlige del af Jylland vil der være byger helt fra morgenstunden. Det bliver mere ustadigt i løbet af dagen, og i løbet af aftenen og natten kommer der byger til resten af landet, siger Frank Nielsen.
Han regner med, at der vil komme mest vand i den nordvestlige del af Jylland.
– Men det bliver ikke samme mængder, som vi så nogle steder i går (søndag red.), siger Frank Nielsen.
Temperaturen kommer til at ligge på mellem 17 og 22 grader.
Vejret den 29. juni 2020: Værre vejr på vej
Hvis man synes vejret den 29. juni 2020 lyder som en trist affære, venter der desværre dårlige nyheder.
Tirsdag ser nemlig ud til både at blive mere regnfyldt og køligere, fortæller Frank Nielsen.
– Bygerne kommer til at blive spredt mere jævnt udover landet, så alle vil få regn. Det bliver også køligere, og temperaturen kommer maks op på 18 grader. Tirsdag bliver ugens bund, kan vi vidst godt sige, siger meteorologen og fortsætter:
– Selvom flere steder har fået en del regn de seneste dage, er der stadig nogle steder, der stort set ingen regn har fået, og hvor det er meget tørt. Der vil komme vand tirsdag, så på den måde er det udmærket.
Resten af ugen er der udsigt til mindre regn og temperaturer, der kommer over de 20 grader igen ifølge DMI.