Trippeldrabet: Dømt har levet i beskyttelse og ikke set sine børn

En mand tilstår at have holdt en revolver, der blev brugt til et tredobbelt drab. Han får betinget dom.

En nu dømt mand har levet i beskyttelse og derfor ikke set sine børn. Han var i besiddelse af våben brugt ved trippeldrab. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En drabssag i et bandemiljø har store konsekvenser for en 45-årig mand, der tirsdag har tilstået, at han kort inden et tredobbelt drab holdt gerningsvåbnet i hænderne.

Siden januar i år har han levet under beskyttelse, langt væk fra sin normale adresse, og har derfor ikke haft kontakt til sine børn.

Det fremgår af rettens begrundelse for dommen, som lyder på ét års betinget fængsel og er faldet tirsdag ved Retten på Frederiksberg.

Manden har heller ikke haft kontakt til mange af sine venner, fordi politiet har rådet ham til kun at være i kontakt med ganske få.

De store konsekvenser har været med til at gøre dommen betinget. Normalt giver besiddelse af et skarpladt skydevåben altid en dom på mindst ét års ubetinget fængsel.

Derudover lægger Retten på Frederiksberg som formildende omstændighed vægt på, at han har meldt sig selv, tilstået og videregivet oplysninger, der har haft stor betydning i efterforskningen af drabet.

Trippeldrab

Om natten 11. november blev en revolver og et gevær brugt til at dræbe Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 år og 24-årige Mike Vinther i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.

Her blev de på koldblodig vis likvideret, mens de lå og sov. Der er angiveligt tale om en hævnaktion, da de alle tre var stærkt involveret i det kriminelle miljø i København.

Kun få timer inden de tre unge mænd blev dræbt, var den 45-årige mand til stede i en have i Ballerup, hvor våbnet, en Smith & Wesson kaliber 38, blev prøveskudt.

Han var helt tilfældigt på besøg på adressen hos den anden mand, der er sigtet for at sælge våbnet videre.

Under besøget viste manden den 45-årige ammunitionen og revolveren, fremgår det af rettens begrundelse for dommen.

Seks mænd med forbindelser til rockergruppen Bandidos sidder varetægtsfængslet i sagen. En af dem begik selvmord i sin celle i Holbæk i begyndelsen af juni måned.

De er alle sigtede for drab og medvirken til drab og nægter sig skyldige. Tre af dem menes at have et motiv til at begå det tredobbelte drab, men det vides ikke, hvad motivet er, da grundlovsforhøret af de sigtede forgik bag lukkede døre.

Den 45-årige mand forventes at skulle leve på en beskyttet adresse til de tiltalte har afgivet forklaring i retten.

Powered by Labrador CMS