Trippeldrab: 12 personer anholdt

12 personer er anholdt i fire sager om våbenbesiddelse, der er en udspringer af det tredobbelte drab på Frederiksberg.

En nu dømt mand har levet i beskyttelse og derfor ikke set sine børn. Han var i besiddelse af våben brugt ved trippeldrab. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi har anholdt 12 personer i forbindelse med fire sager om våbenbesiddelse. Anholdelserne udspringer af det tredobbelte drab på Frederiksberg 11. november sidste år.

Ifølge politiet stammer de anholdte fra grupperingen omkring de tre dræbte.

– Efterforskningen har vist, at de efter politiets overbevisning i de to måneder efter drabene har skaffet sig fire forskellige våben i forbindelse med mulig hævn af drabene på deres venner, lyder det tirsdag morgen fra politiet.

Der er tale om tre skarpladte pistoler og en skarpladt jagtriffel, som alle er handlet ved særskilte episoder og derfor løbende er beslaglagt i forbindelse med efterforskningen. Politiet har ved aktionen søgt at anholde de personer, der er identificeret som både leverandører og købere af våbnene, men også personer, der har deltaget aktivt i planlægningen om at skaffe våben.

12 anholdt ved 19 ransagninger

Anholdelser og ransagninger er sket i Storkøbenhavn, på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Der er anholdt i alt 12 personer og der er gennemført 19 ransagninger. Der var planlagt anholdelse af yderligere en person, men denne blev ikke fundet. Politiet har været i telefonisk kontakt med pågældende, der dog ikke ønskede selv at møde op. Han er derfor efterlyst internt i politiet, ligesom det overvejes at efterlyse ham offentligt.

De anholdte er alle mænd med en anden etnisk oprindelse end dansk, og de er i alderen fra 16-30 år. Ved ransagningerne blev der ikke fundet flere våben.

De anholdte vil tirsdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Powered by Labrador CMS