Trine røg i fælden
Den kendte skuespiller har fået en snare om halsen i ny kampagne
En af Danmarks mest populære skuespillere er sprunget ind i en ny rolle – nemlig som beskytter af dyrelivet.
Trine Dyrholm har således lagt krop til en fotoserie med en blodig snarefælde om halsen.
– Det handler om ståltrådsfælder, der lægges ud og efterlader sjældne tigre til en smertefuld død, sagde hun til Kendte.dk ved premieren på ”Ingen kender dagen” mandag aften i Grand Teatret, København.
– Nogle gange kan jeg bruge min stemme på en god måde, og jeg bliver jeg spurgt om medvirken i mange ting. Her passede det godt. Det er jo et kunstnerisk billede, og det er sådan en måde at hjælpe til, forklarede den 50-årige ”Erna i Krig”-skuespiller.
Samler penge ind
Bag budskabet står Verdensnaturfonden, og det er især i de sydøstasiatiske skovbunde at hjemmelavede snarer tager livet af yderste sjældne tigre, leoparder og andre dyr.
Målet med kampagnen er at få samlet penge ind, så fælderne kan blive fjernet til beskyttelse af dyrene.
Klima og dyreliv
– Jeg er en stor fortaler for, at vi skal passe på vores klima og dyreliv. Lige nu er det svære tider for alle, og så kommer vi måske til at skubbe andre store problemer i baggrunden, fortsætter hun, der samtidig kunne fortælle, hvad hun vil hælde til, når hun skal sætte sit kryds ved det kommende folketingsvalg.
– Jeg har dog ikke besluttet mig endnu, men det bliver i hvert fald et parti, der er klimavenligt. Derfor er jeg også klædt i grønt i dag, afslørede hun med et smil.