Tricktyve efterlyses: Stjal fra 72-årig

Politiet efterlyser to tricktyve, der stjal kvindes halskæde på åben gade. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag blev en 72-årig kvinde udsat for tricktyveri. Politiet beder nu om hjælp til at finde tyvene

Mandag klokken 15.10 blev en 72-årig kvinde udsat for et tricktyveri på Pilegårdsvej, hvor hun blev kontaktet af en kvinde, som spurgte om vej til Herlev Hospital.

Samtidig prøvede kvinden at give den 72-årige to halskæder på. Under forløbet stjal gerningskvinden den 72-årige kvindes egen halskæde.

Gerningskvinden havde en medgerningsmand i bil, og de beskrives som:
Kvinde, østeuropæisk af udseende, cirka 25-30 år, omkring 160 cm høj. Hun havde sort lang hår.
Mand, østeuropæisk af udseende, cirka 30 år. Han havde brunt hår.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Tips til at undgå tricktyveri

Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.

• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, at du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.

• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb med videre og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode, og opbevar den aldrig med dit kort.

• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt på telefon 1-1-4. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Powered by Labrador CMS