Tre såret i brutalt skyderi: De to var tilfældige ofre
En forråelse af samfundet og en plage for beboerne. Nok et skyderi i København.
Det vil bare ikke stoppe. Kuglerne flyverne sandt at sige om ørerne på beboere i flere københavnske kvarterer for tiden. Senest fredag aften på Nørrebro, der har været hårdest ramt af de voldsomme skudepisoder.
To komplet tilfældige borgere blev fredag ofre for en bandekonflikt, de ingen aktie ifølge politiet har i. Sådan præsenteres episoden fra Meinungsgade/Guldbergsgade, hvor i alt tre personer blev ramt, i en pressemeddelelse fra Københavns Politi. Den tredje en 19-årig mand.
– Umiddelbart er det vores vurdering, at skyderiet har relation til den verserende konflikt, der har udspillet sig over den seneste uge. Det er vores foreløbige vurdering, at den 19-årige og dennes 22-årige kammerat var målet for skyderiet, men det skal vi nu have efterforsket nærmere, siger politiinspektør Torben Svarrer.
Kritisk
Ifølge politiet blev skyderiet udøvet kort efter klokken 21. Betjente i området på anden opgave hørte selv skuddene, og den foreløbige vurdering er, at der var mere end én gerningsmand.
– De flygtede fra Guldbergsgade til fods efter skyderiet, siger efterforskningsleder Søren Lauritsen til Ritzau. Han tilføjer, at gerningsmændene flygtede i retning mod Sankt Hans Torv.
To mænd omkring 50 år, der sad i to forskellige biler, blev ramt af skud – den ene i armen, den anden i skulderen. Deres tilstand er ikke kritisk, mens det ser anderledes ud for det 19-årige formodede mål. Han blev ramt under venstre arm, og hans tilstand er kritisk, men stabil. Ifølge Newsbreaks oplysninger blev to personer hastet væk fra stedet med ambulancer umiddelbart efter episoden. Det er uvist hvem.
Afstumpethed
Tidligere på ugen etablerede Københavns Politi en visitationszone, og der er iværksat en række initiativer, så borgerne på Nørrebro kan føle sig trygge, understreger Politidirektør Anne Tønnes. Hun kalder episoderne afstumpede.
– Det er udtryk for en meget afstumpet voldsparathed, når der bliver skudt på åben gade. Men vi er stålsatte og sætter hårdt ind med massiv tilstedeværelse, så vi kan få stoppet det her bandeuvæsen.
Politiet har ifølge Tønnes massivt forøget sin tilstedeværelse i berørte områder. Således har der fredag og lørdag været flere omfattende visitationer af personer, får Newsbreak at vide.
– Udover massiv kørende patruljering vil der også være gående politi til stede på gaden i udvalgte områder, så vi lettere kan komme i dialog med borgerne. Derudover har borgerne i dag -og aftentimerne mulighed for at få nem adgang til lokalpolitiet i vores mobile politistation, hvis de føler sig utrygge, understreger Tønnes.
Torben Svarrer opfordrer folk til at ringe 114, hvis de har set eller hørt noget, der kan være relevant for efterforskningen.
Bandekonflikt
Politidirektøren oplyste tidligere på ugen, at de mange skyderier skyldes, at en bande er splittet op, og det skaber voldsomme gnidninger i det københavnske undergrundsmiljø. Ikke mindst, når undergrunden rykker ovenpå.
Det skulle ifølge flere medier dreje sig om banden Brothas, der udspringer af den tidligere Blågårds Plads-bande, som er gået i flere dele, og nu udøver destruktion.
Visitationszonen er gældende for Nørrebrogade – Fælledvej – Nørre Alle – Universitetsparken – Lersø Parkallé – Rovsingsgade – Tagensvej – Tuborgvej – Tomsgårdsvej – Frederikssundsvej – Nørrebrogade.