Tre personer dræbt i flyulykke ved sommerlejr
To børn er blevet dræbt i en flyulykke ved en sommerlejr i Schweiz.
En sommerlejr for unge i Schweiz har fredag fået en tragisk afslutning, da et fly styrtede ned med flere af lejrens deltagende børn ombord. To 14-årige børn og den voksne pilot er dræbt, mens en tredje teenager – en 17-årig pige – er blevet alvorligt kvæstet. Det skriver BBC og flere andre medier.
Ulykken skete omkring klokken 09.30 lokal tid i et bjergområde i Graubünden i det sydøstlige Schweiz.
Sommerlejren er arrangeret af flyveklubben Swiss Aero Club, og formået med lejren er at introducere børn og unge til flyvning. Flyveturen, der endte tragisk, skulle have været højdepunktet på lejren. Det har flyveklubbens talsmand Yves Burkardt udtalt.
– Min verden er styrtet sammen, siger han om ulykken.
Flyet, der styrtede ned, var et fly med en enkelt motor af typen Piper PA28.
De schweiziske myndigheder skal nu undersøge ulykken og forsøge at finde frem til årsagen.