Tre personer dømt: Holdt 18-årig fanget
En 18-årig mand blev holdt fanget på en adresse i Thyregod. Nu er tre dømt
Tre personer er blevet dømt for at have frihedsberøvet en 18-årig mand. Det afgjorde Retten i Kolding i går.
En 15-årig pige fra Tørring, en 21-årig mand fra Give og en 20-årig mand fra Skjern stod bag forbrydelsen. Den 4. januar modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at den 18-årige blev tilbageholdt mod sin vilje på en adresse i Thyregod.
Den 18-årige var dog selv kommet fri, da politiet nåede frem. Han havde dog fået få fysiske skader, men havde det godt efter omstændighederne.
Gerningsmændene havde forladt stedet i den 18-åriges bil.
Sådan skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldtægt
Den 18-årige blev passet op af gruppen, fordi den 15-årige pige påstod, at hun var blevet voldtaget af den 18-årige. Denne sag kører fortsat og afventer Statsadvokaten i Viborgs beslutning om, hvorvidt den skal for en domstol.
Hun blev derudover også dømt for at have kørt uden kørekort.
I sagen er også en 14-årig pige sigtet for at have deltaget i frihedsberøvelsen, men da hun er for ung til at komme for retten, bliver hendes sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Den 15-årige blev idømt syv måneders fængsel, den 21-årige 9 måneder og den 20-årige 5 måneder.
De har ikke taget stilling til om de vil anke dommen.