Tre personer anholdt: Mistænkes for hjemmerøveri

Foto: Shutterstock.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet i Assens har anholdt tre mænd, der mistænkes for et hjemmerøveri natten til tirsdag i Vissenbjerg.

Politiet i Assens på Fyn anholdt torsdag tre personer, der mistænkes for at stå bag et hjemmerøveri i Vissenbjerg tidligere på ugen.

– Vi arbejder med dem nu, men vores mistankegrundlag er så stærkt, at vi vil fremstille dem i et grundlovsforhør fredag, siger Peter Skov Jørgensen fra lokalpolitiet i Assens til fyens.dk.

Trængte ind til 74-årig kvinde

Ifølge politiet trængte to gerningsmænd omkring klokken to natten til tirsdag ind til en 74-årig kvinde i hendes bolig på Østergade i Vissenbjerg, hvor de truede sig til kontanter og et tv.

I forbindelse med røveriet slog gerningsmændene kvinden, så hun fik flænger i hovedet, på armene og på knæet og måtte køres til behandling på Odense Universitetshospital.

Kvinde med blod i ansigtet sad foran huset

Politiet fik først anmeldelsen om hjemmerøveriet tirsdag morgen klokken 5.15, da en hundelufter så kvinden sidde uden for huset med blod i ansigtet.

Vidner så efter røveriet, at en bil, som formentlig er gerningsmændenes, gassede op og kørte derfra i høj fart.

Ved røveriet lykkedes det røverne at slippe af sted med et fjernsyn og nogle rede penge. Ifølge fyens.dk drejer det sig om 500-600 kroner.

To røvere var inde i huset

Kvinden har fortalt politiet, at to røvere, der var inde i huset, var unge. De var maskerede med noget mørkt for ansigtet.

Politiet mistænker nu tre mænd i sagen. Den ene blev anholdt torsdag morgen, mens de to andre blev anholdt i løbet af eftermiddagen, skriver fyens.dk.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS