Tre palæstinensere dræbt under angreb mod israelere
To palæstinensere kørte en bil ind i en folkemængde ved et busstop på Vestbredden, som holdes besat af Israel.
Tre palæstinensere blev fredag skudt og dræbt af israelsk politi, efter at de, ifølge politiet, havde forsøgt at gennemføre to knivangreb og et angreb med en bil, som blev kørt ind i en menneskemængde.
Den første episode skete i det arabiske Østjerusalem, hvor en af palæstinenserne, ifølge israelsk politi, forsøgte at knivstikke en politibetjent. Den 28-årige mand blev dræbt på stedet.
– Terroristen blev skudt og dræbt af en politibetjent, efter at have forsøgt at knivstikke hende, siger politiet i en udtalelse.
Den 28-årige angreb nær Damaskus-porten ved indgangen til den gamle bydel i Jerusalem.
Kort efter kørte to palæstinensere en bil ind i en folkemængde ved et busstop på Vestbredden, som holdes besat af Israel.
Soldater på stedet åbnede ild mod køretøjet. Den ene angriber blev derved dræbt og den anden blev såret, hedder det i en erklæring fra militæret.
Den sårede, som sad i bilen, en kvinde, blev bragt til hospital med alvorlige kvæstelser.
Tre unge civile blev lettere såret ved bilangrebet, oplyser hospitalskilder.
Det tredje angreb var rettet mod en israelsk soldat i Hebron. Palæstinenseren blev dræbt på stedet, siger hæren.
/ritzau/AFP