Tre måneders tabt indtægt udløste 2606 kroner
Rodrigo Perea styrtede på cykel som Wolt-bud med en permanent ødelagt albue og flere måneder uden indtægt som følge. Kompensationen fra Wolts nye forsikring for bude: 2.606 kroner
(Citathsitorie fra Fagbladet 3F)
2606 kroner i kompensation efter tre måneders tabt indtægt. Det var, hvad det 31-årige Wolt-bud Rodrigo Perea fik udbetalt fra budtjenestens forsikring efter et voldsomt styrt på cykel.
Det skriver Fagbladet 3F.
Wolt-buddet havde netop læsset en burgerbestilling i den lyseblå kasse på ryggen, da han i maj sidste år styrtede ved Gunnar Nu Hansens Plads i København.
Styrtet resulterede i et kompliceret brud på albuen og to operationer, der har betydet, at han efter lægens anvisning ikke har skullet arbejde i seks måneder, og at han ikke længere kan bruge sin arm fuldt ud.
Sagen er den første, der viser konsekvenserne af den ulykkesforsikring, som Wolt i sommer tegnede for sine lyseblå bude.
Det skete, efter at den hastigt voksende virksomhed fik kritik for netop ikke at tage sig af sine budes arbejdsvilkår og overlade dem til sig selv, hvis uheldet skulle være ude.
Ingen feriepenge, pension og løn under sygdom
Wolt insisterer nemlig på, at budene er selvstændige og ikke ansatte hos Wolt. Det betyder, at budene ikke optjener feriepenge, pension eller får løn under sygdom hos Wolt.
De lyseblå bude er i udgangspunktet heller ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven og kan ikke få arbejdsskader anerkendt gennem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). I Danmark er det lovpligtigt for alle arbejdsgivere at forsikre deres ansatte herigennem. Men Wolt insisterer på, at budene er “partnere” og i den forstand selvstændige erhvervsdrivende, der skal forsikre sig selv.
3F København har dog nu anmeldt Rodrigo Pereas skade til AES for at prøve sagen.
– Det er vigtigt for at få slået fast, hvad man kan tillade sig i forhold til at hyre såkaldte “selvstændige” og dermed nægte dem adgang til den beskyttelse, danske lønmodtagere ellers har på arbejdsmarkedet, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.
I sommer mente flere forsikringsrådgivere, at Wolts ulykkesforsikring reelt er “katastrofeforsikring”, da man skal miste et ben eller blive blind, før den udløser en reel erstatning.
I Rodrigo Pereas tilfælde er selve skaden og dens konsekvenser for hans arbejdsevne heller ikke kompenseret af forsikringen.
Ansat som freelancer
Kommer det til en arbejdsskadesag, bidrager Wolt gerne med oplysninger, skriver kommunikationschef Tine Schou i en mail til Fagbladet 3F.
– Vi er kede af det uheld, som Rodrigo har været udsat for i foråret, og vi var glade for at få ham tilbage som kurérpartner i løbet af sommeren. Rodrigo er freelancer og ikke ansat, derfor er det ikke op til Wolt at tage initiativ til anmeldelse hos AES, skriver Tine Schou og tilføjer, at Wolt ikke er forpligtet til at tegne en privat ulykkesforsikring for deres bude gennem dansk lov.
Netop derfor mener Wolt også, at kompensationen på 2.606 kroner er rimelig.
– Wolt har valgt – selvom vi ikke er forpligtet til det efter dansk lovgivning – at tegne en forsikring for vores kurerpartnere til at dække de allerværste uheld, i de tilfælde, hvor en kurérpartner ikke har tegnet en forsikring selv, skriver Wolt.
3F har siden sommer været i dialog med Wolt om en overenskomst for de lyseblå bude.