Tre-for forlænger som navnesponsor for OB’s stadion
Odense Sport & Event har forlænget aftalen med Tre-for, så den gælder frem til sommeren 2018.
OB’s hold i Alka Superligaen skal også i de næste tre sæsoner kalde sin hjemmebane for Tre-for Park.
I en pressemeddelelse oplyser Odense Sport & Event, at man har forlænget aftalen med energikoncernen Tre-for i Kolding for yderligere tre år, så den strækker sig frem til sommeren 2018.
Adm. direktør i Odense Sport & Event, Ole Bang Nielsen, er glad for forlængelsen af aftalen.
– Vi har haft et vældig godt samarbejde med Tre-for på mange forskellige områder, og med en forlængelse af aftalen viser Tre-for, at de har været ligeså tilfredse, som vi har, siger Ole Bang Nielsen og tilføjer.
– Det vidner om, at vores sponsorer får et stort udbytte af at være en del af det stærke netværk, der omgiver OB og Odense Sport & Event.
OB har siden 2010 kaldt sin hjemmebane for Tre-for Park.
Det fynske islæt i Superligaen indleder forårssæsonen 23. februar mod FC Midtjylland. Det sker dog på udebane i Herning.
/ritzau/