Transportminister sætter Banedanmark-chef under lup
Transportministeriet indleder disciplinær undersøgelse af topdirektør i Banedanmark efter sag om sortlistning.
Transport- og Bygningsministeriet går nu ind i sagen om det statsejede jernbaneselskab Banedanmark og den private entreprenørvirksomhed Ravn Bane ApS.
Det sker, efter direktøren for Ravn Bane, Jesper Ravn, torsdag politianmeldte den administrerende direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.
Det skriver TV2 og Børsen.
Ministeriet oplyser, at man har modtaget nye oplysninger i sagen, der får dem til at indlede en disciplinær undersøgelse af direktøren.
– Jeg kan bekræfte, at mit departement har modtaget nye oplysninger i sagen.
– Det er besluttet at indlede en disciplinær undersøgelse af Jesper Hansens rolle i nedlæggelsen af forbud mod at bruge Ravn Bane ApS i Banedanmark, skriver transportminister Hans Christian Schmidt (V) i en mail til TV2.
Sortlistning
Sagen handler om, at Banedanmark angiveligt har sortlistet Ravn Bane.
Politianmeldelsen kommer, efter at en intern mail fra ansatte i Banedanmark viser, at beslutningen om at sortliste Jesper Ravn kom fra Jesper Hansen selv, altså den øverste chef i Banedanmark.
Jesper Ravn er af statens advokat Kammeradvokaten og Transportministeriet blevet tilbudt en erstatning på 1,2 millioner kroner af Transportministeriet – et tilbud, han har sagt nej til.
– Det er korrekt, at Jesper Ravn har takket nej til det fremsatte tilbud. Det betyder, at retssagen fortsætter ved domstolene, skriver Hans Christian Schmidt.
/ritzau/