Trampede fugl ihjel for øjnene af dyrehandler
Raseriudbruddet endte med at koste mand dyrt
Rick Simms havde aldrig set noget lignende i sin dyrehandel, Critter Pet Shop i byen Michigan i USA, som da en mand forleden gik fuldstændig amok og trampede en fugl ihjel, for rullende kamera og øjnene af ansatte og kunder i butikken.
Episoden udspillede sig, da kunden kom ind i butikken for at få 30 dollars (omkring 183 kroner) tilbage for en fugl, kunden havde købt. Kunden oplyste, at fuglen havde en skade, og han ville derfor have sine penge igen.
De ansatte kunne se, at fuglens ene vinge var blodig, og på den baggrund vurderede man, at fuglen formentlig var kommet til skade i ejerens varetægt. Derfor fik kunden at vide, at han ikke kunne få sine penge igen, men dyrehandlen ville gerne prøve, om de kunne redde fuglens liv. Og så gik manden amok.
Trampede på fuglen
Fuglen befandt sig i en kasse på disken, og kunden hamrede først sin hånd ned i kassen.
– Han smed fuglen ned på gulvet, og der var den nok allerede død, og trampede på den to gange, siger Rick Simms til TV-stationen Fox 2.
Fuglen var en parakit, der ikke overlevede angrebet, og kunden en 22-årig mand, der siden blev anholdt og sigtet for dyremishandling.
Må ikke holde dyr
Fox 2 har talt med Jim Thorburn fra det lokale politi om episoden. Han roser de ansatte i butikken for ikke at eskalere situationen med den vrede kunde.
Det var Rick Simms bror, der talte med kunden, og med egne øjne så dyret blive trampet på, og de to mødtes samme aften, hvor broderen var stærkt påvirket af situationen.
Rick Simms fortæller, at både han og broderen taler om situationen med rystende stemme, fordi det var så hårdt at se det ske, for broderen i virkeligheden og for Rick på videoovervågningen efterfølgende.
Mest af alt er Rick Simms bange for, hvad den vrede kunde kunne finde på at gøre ved andre dyr, kunden eventuelt måtte have i sin varetægt.
Fox 2 skriver, at manden er blevet anholdt og sigtet for dyremishandling.
Manden blev løsladt efter at have betalt en kaution på over 30.000 kroner. Samtidig gav han afkald på retten til at holde dyr.
Fugledræber
Fox 2 skriver, at mandens forsvarer i retten argumenterede for, at manden elsker fugle, men det var sagens dommer, Rich Page, ikke enig i.
– Han er angiveligt en fugledræber. Jeg vil ikke have, at han er i nærheden af fugle, mens sagen afvikles, sagde dommeren.
Fox 2 skriver, at manden havde to fugle boende hos sig, og at de fugle skulle have et nyt hjem, før deres ejer kunne blive løsladt.
– Du kan ikke holde dem, og jeg skal se bevis på, at du har givet dem et sikkert opholdssted, sagde dommeren.
Den 22-årige er derudover blevet beordret til at gå i behandling for vredesudbrud. Hans forsvarer, Sheldon Miller, siger, at klienten mistede kontrollen, da han trampede på en fugl i en dyrehandel.
– Det kommer til at forfølge ham langt mere, end det burde, sagde Sheldon Miller om sagen.