Tragisk bådulykke i ebolaramt land
En overfyldt træbåd med 69 passagerer er sunket ud for Guineas kyst. Ni er døde, mens 30 meldes savnet.
En overfyldt træbåd er sunket ud for Guineas sydlige kyst, oplyser officielle kilder.
Den lange, tynde båd havde 69 passagerer om bord, da den forlod havnen i Farmoriah i retning mod et ugentligt marked længere oppe ad kysten ved det Vestafrikanske land.
– Den kæntrede på havet ikke langt fra Benty, lyder det i en meddelelse fra landets kystmyndigher, der samtidig oplyser, at det lykkedes 18 personer at redde livet, mens ni er fundet døde.
Ifølge en lokal sikkerhedskilde savnes 30 personer efter forliset, der skyldes en kollision med et andet skib.
Båden sank angiveligt få minutter, efter at den havde forladt havnen.
“Den hamrede direkte ind i et minedriftsskib og sank,” oplyser kilden.
Ulykken skete ved Forecariah-provinsen, der er hårdt ramt af ebolaepidemien i Vestafrika.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har indtil 8. oktober registreret 778 dødsofre for ebola alene i Guinea.
Bådulykker forekommer hyppigt ved Guineas 300 kilometer lange kyst. I august 2012 mistede 30 personer livet ikke langt fra landets hovedstad Conakry.
/ritzau/AFP