Trafikuheld endte i slåskamp
Røg i totterne på hinanden efter et sammenstød på motorvejen.
To voksne mænd – i hvert fald når man kigger på deres dåbsattest – røg søndag eftermiddag i totterne på hinanden efter et trafikuheld på Djurslandsmotorvejen ved Lystrup nord for Aarhus.
De to biler blev ført af henholdsvis en 43-årig mand og en 31-årig mand. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
De havde tilsyneladende kørt og generet hinanden ved at køre for tæt på og lave flere vognbaneskift. Det præcise hændelsesforløb var de to parter ikke helt enige om, men det endte med, at de to biler kørte ind i hinanden kort før Lystrup-afkørslen.
Begge biler var efterfølgende kørt ind til siden, og de to mænd var røget i totterne på hinanden.
Den ene sad på den anden
Da politiet ankom til stedet, sad den 31-årige mand oven på den 43-årige mand, der lå med ansigtet ned i græsset, og holdt hans arme.
Betjentene bad den 31-årige om at flytte sig og tog fat i de to parter for at afhøre dem til sagen.
Da der var meget stor uenighed om, hvem der var skyld i færdselsuheldet, blev de to mænd i første omgang begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at indlede sig i et slagsmål på offentligt sted.
Begge mænd erkendte, at have været i slagsmål, men ingen af dem ville vedkende sig at have startet slagsmålet.