Trafikkaos i to uger
Der vil være spærret i knap to uger. Det kommer i den grad til at påvirke trafikken i og omkring byen.
I knap to uger spærres den befærdede Rute 11 i 13 dage. Vejdirektoratet advarer om lange køer.
Derudover bliver også togtrafikken påvirket, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
(I galleriet over artiklen kan du se kort over spærring, omkørsler og forventede kødannelser).
Rute 11 i Ribe spærres for gennemkørende trafik i ugerne 48-50
Jernbaneoverkørslen på rute 11 skal ombygges som en del af udbygningen af vejen fra to til fire spor.
Derfor spærres rute 11 for gennemkørende trafik i perioden fra den 28. november til den 10. december 2020.
Togdriften påvirkes, lange køer omkring Ribe må forventes, og trafikanter opfordres til at undgå bilkørsel i spidsbelastningsperioder.
Vejdirektoratet skal som en del af udbygningen af rute 11 i Ribe fra to til fire spor ombygge jernbaneoverkørslen på Plantagevej.
Konsekvenser for trafikanterne
Rute 11 vil fra krydset ved Obbekjærvej og Farupvej til krydset ved Nørremarksvej og Industrivej være spærret for gennemkørende trafik fra lørdag den 28. november klokken 06.00 til torsdag den 10. december kl. 18.00.
“Trafikken henvises i denne periode til skiltede omkørselsruter via mindre veje, og de trafikale gener forventes at blive store, særligt på visse dage og i visse tidsrum”, står der i pressemeddelelsen.
– Arbejdet med vejudbygningen betyder nu, at vi må spærre rute 11 for gennemkørsel i cirka to uger for at kunne ombygge jernbaneoverskæringen på Plantagevej. Denne spærring vil desværre have store konsekvenser for trafikanterne, der i perioden skal ledes ad omkørselsruter uden om rute 11. Da de omkringliggende veje ikke er gearet til den trafikmængde, forudser vi dage og tidsrum med lange kødannelser, og desværre kommer trafikanterne også ud på en markant længere omkørselsrute specielt den nordgående trafik, siger Mike Boesen, projektleder i Vejdirektoratet.
En til to uger inden spærringen bliver der opsat infoskilte om spærringen af rute 11 ved skilte mod Ribe, og trafikanterne vil møde de første skilte cirka 40 kilometer fra Ribe.
Omkørselsruterne skiltes, og trafikanter, som ikke har et ærinde i Ribe, opfordres i perioden til at benytte de store omkørselsruter uden om byen.
Lad bilen stå
Vejdirektoratets trafikberegninger viser, at der er dage og tidspunkter, hvor trafikken vil overstige vejenes kapacitet, hvilket betyder risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.
– Trafikberegninger er naturligvis forbundet med en usikkerhed, men det, vi ser i beregningerne, er, at det særligt er trafikken fra nord mod syd, der vil blive ramt af lange kødannelser, især om eftermiddagen. Onsdag den 2., fredag den 4. og mandag den 7. december forventer vi op til seks kilometers kø. Kan man på nogen måde undgå at skulle køre i disse spidsbelastningsperioder, vil vi kraftigt opfordre til, at man vælger at køre på andre tidspunkter – eller endnu bedre helt lader bilen stå. Har man ikke vigtige ærinder i Ribe, vil det også være en god idé at udsætte sit besøg til en anden dag, når man igen kan køre ad rute 11, siger Mike Boesen.
Trafikken i nordgående retning forventes kun at blive ramt af mindre kødannelser på op mod 600 meter en enkelt morgen, mandag den 7. december.
Trafikprognoser og omkørselsruter kan ses på Vejdirektoratets hjemmeside, www.vejdirektoratet.dk/ribe.
Jernbanesporet spærres
Også togpassagererne bliver berørt af Vejdirektoratets arbejder. For at kunne udføre banearbejderne spærres sporet for togdrift fra tirsdag den 1. december om aftenen til mandag morgen den 7. december. Der vil blive indsat togbusser i denne periode.
– For at kunne ombygge overkørslen har vi fået godkendt en sporspærring fra den 1. til den 7. december, og vores ombygning vil derfor også påvirke togpassagererne. Vi samarbejder med Arriva og Banedanmark om spærringen, og der arbejdes nu på at få blandt andet køreplaner på plads. Der vil komme mere information om togbusserne, når køreplanerne falder på plads, siger Mike Boesen.
Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at holde sig orienteret om den aktuelle trafiksituation på www.trafikinfo.dk og via P4 Trafikradio.