Annonce
Træt indbrudstyv: Faldt i søvn på drømmeseng
En 54-årig kvinde fandt en indbrudstyv sovende på en drømmeseng. Tyven undskyldte og gav tingene tilbage, men senere viste det sig, at bilen var stjålet.
En 54-årig kvinde kunne mandag eftermiddag konstatere, at der havde været indbrud i hendes hjem i Thisted. Der var stjålet to bærbare computere.
I garagen fandt hun gerningsmanden, der sov på en drømmeseng. Hun lod ham gå, da han undskyldte og gav hende de stjålne ting tilbage.
Annonce
Senere på dagen opdagede hun, at hendes bil nu var stjålet, så hun meldte det til politiet.
Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende, 20-25 år, 177-182 centimeter høj, almindelig af bygning, hvid hudfarve og lyst, kort hår. Han var iført cowboybukser, hættetrøje og grå jakke.
Oplysninger i sagen kan gives til Midt- & Vestjyllands Politi på 1-1-4.