Træner-debut: Randers HK smider sejr væk
Ulrik Kirkely tabte i sin debut som træner for Randers HK, der smed en føring væk mod HC Odense.
Cheftrænerskiftet fra Mads Brandt til Ulrik Kirkely fik i første omgang ingen positiv effekt for håndboldklubben Randers HK.
Onsdag aften tabte klubben 24-25 hjemme til HC Odense efter pausestillingen 11-9 til gæsterne.
Randers HK fik ellers kæmpet sig godt tilbage i anden halvleg, og hjemmeholdet førte 24-22 fem minutter før tid.
Det endte dog med det tredje nederlag i træk i Boxer Dameligaen.
Johanna Westberg scorede otte mål for Randers, mens Maria Adler blev HC Odenses topscorer med syv mål.
Med nederlaget er Randers HK presset i kampen om at slutte blandt de seks bedste i grundspillet, der går videre til slutspillet.
Klubben ligger nummer fem med 19 point for 19 kampe. HC Odense er nummer syv med 17 point. Begge hold mangler at spille tre kampe i grundspillet.
/ritzau/