Trækker stikket på el-boss
Administrerende direktør i Andel Energi Ole Vestergaard fyret
Der skal findes en ny administrerende direktør i en af landets største energiselskaber.
Tirsdag oplyser Andel i en pressemeddelelse, at den administrerende direktør i datterselskabet Andel Energi, Ole Vestergaard, fratræder per dags dato.
Mere styring
Baggrunden for fratrædelsen er, at Andel ønsker at styrke den ledelsesmæssige styring og resultatskabelse i Andel Energi, lyder det.
- Vi har de seneste år gennemført en omfattende strategisk fokusering af vores kommercielle energisalg med det formål at sikre en solid resultatudvikling og en stærk værdiskabelse inden for vores kundeløsninger i Andel Energi, siger administrerende direktør i Andel Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.
Leder efter en ny
Andel oplyser, at man har sat gang i en rekrutteringsproces for at finde en ny direktør.
Andel Energi sælger el og naturgas til mere end 1,2 millioner privat- og erhvervskunder. Virksomheden har over 400 medarbejdere.