Tottenham klar til at forgylde Eriksen i ny kontrakt

Foto: BEN STANSALL/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Eriksen har haft en fantastisk sæson i Tottenham, og nu vil klubben tilbyde ham en kæmpe lønforhøjelse for at holde interesserede klubber på afstand.

Ifølge den engelske avis Daily Mirror er Christian Eriksen langt fra at være en af de bedst betalte spillere i Tottenham. Hans løn skulle således ligge i omegnen af 320.000 kroner om ugen, men klubbens direktør Daniel Levy skulle være parat til at fordoble danskerens løn med en ny kontrakt.

Eriksen-lejren har tidligere meddelt klubben, at de ikke vil åbne kontraktsnakken, så længe sæsonen er i gang, men Daily Mirror mener at vide, at formelle samtaler skulle være blevet påbegyndt op til lørdagens 2-1-sejr over Arsenal.

Tottenham fører en politik, hvor de binder deres spiller på lange kontrakter, og de har inden for den seneste tid forlænget med to af holdets profiler Harry Kane og Hugo Lloris. Nu håber de på, at Eriksen vil gøre det samme, så de får lagt en dæmper på interessen fra større klubber.

Noget, der taler imod en forlængelse, er dog, at Eriksens nuværende kontrakt gælder frem til 2018, så en forlængelse er ikke umiddelbart det, der haster mest. Den danske midtbanespiller kan heller ikke vide sig sikker på, at Tottenham kvalificerer sig til Champions League, så det er tænkeligt, at han vil holde sine muligheder åbne frem til sommer.

Powered by Labrador CMS