Total måne-formørkelse i Danmark
Hvis du kan holde dig vågen til det (eller stå rigtig tidligt op), kan du opleve en total måneformørkelse for anden gang i år natten til mandag
For anden gang i år kan vi opleve en formørkelse i Danmark. Det sker den 28. september, hvor vi kan opleve en total måneformørkelse i Danmark. Formørkelsen begynder klokken 03.07, topper klokken 04.47 og slutter klokken 06.27 (tiderne gælder for København).
En total måneformørkelse opstår, når Månen ved fuldmåne glider gennem Jordens kerneskygge. Da Månens bane omkring Jorden hælder cirka 5 grader, vil Månen ved fuldmåne i de fleste tilfælde passere enten over eller under Jordens langstrakte, kegleformede kerneskygge.
To gange om året passer geometrien dog, således at Månen ved fuldmåne (og ved nymåne) netop passerer jordbaneplanet – og så opstår der formørkelser. Når Månen opholder sig inde i jordskyggen bliver Månen ofte kobberrød under totaliteten. Dette kan virke mærkeligt, da Solens stråler jo blokeres af Jorden.
Forklaringen er, at – selv om lyset af natur udbreder sig i rette linjer – så vil det lys, der passerer tæt forbi Jorden, afbøjes som i et prisme under passagen gennem vores atmosfære, og da der samtidig sker en filtrering i Jordens atmosfære, der hovedsageligt tillader rødt lys at passere igennem, bliver lyset rødligt.
På Tycho Brahe Planetarium kan man mødes med andre Måne-interesserede og observere formørkelsen.