Tørke lukker Panamakanalen for de største skibe
Skibe, der stikker mere end 12,04 meter ned, må finde andre ruter end gennem Panamas kanal.
Hver femte skib, der vil fragte sin last gennem Panamakanalen, risikerer at blive afvist ved slusen på grund af klimafænomenet El Niño.
Fredag oplyser myndigheden bag Panamakanalen, ACP, at man sænker den maksimale dybgang for skibene midlertidigt fra de nuværende 12,04 meter til 11,89 meter.
Det kan ifølge ACP’s opgørelser påvirke cirka 20 procent af den skibstrafik, der bruger den populære fragtrute, skriver Reuters.
Begrænsningen træder ifølge BBC i kraft 8. september.
Justeringen i dybdereglerne kommer på grund af en tørke, der er forårsaget af El Niño. Vandstanden i flere floder er dalet på grund af fænomenet.
Shippingselskaber er tidligere blevet varslet om, at der kunne komme ændrede dybdegrænser. En lignende begrænsning blev indført i 1998. Også dengang var El Niño skyld i de skrappere regler.
Hvis tørken for alvor bider sig fast, kan det betyde yderligere begrænsninger for kanaltrafikken, da ACP i det tilfælde vil skrue ekstra ned for de tilladte mål ved at sætte grænsen ved 11,73 meter fra 16. september.
100 år
Panamakanalen kunne sidste år fejre 100 år som transitrute.
Over én million skibe er sejlet igennem det, der anses som en verdenshistorisk ingeniørbedrift og ændrede skibshandlen med sin rute fra Atlanterhavet til Stillehavet uden om Sydamerikas sydspids.
Fem procent af al verdenshandel til søs sejler stadig igennem smutvejen.
Kanalen er flere gange blevet udbygget, men de allerstørste skibe kan fortsat ikke komme igennem den smalle kanal.
De største skibe, der lige akkurat kan komme igennem – de såkaldte Panamax – har kun 60 centimeter fra skroget til kanalens vægge.
/ritzau/