Topløse klimaaktivister låser sig fast
Kvindelige klimaaktivister serverede deres budskab på en, kan man godt sige, noget alternativ facon.
En gruppe kvindelige klimaaktivister agerede torsdag den 10. september levende skilte i en demonstration ved det britiske parlament i London. Endda med ‘kvindelig snilde’ for at skabe mest mulig opmærksomhed.
De optrådte nemlig topløse og med deres frygt og budskab om den globale krise skrevet på brystet under demonstrationen. Nogle af dem gik så langt som til simpelthen at lænke sig fast til stedets rækværk med cykellåse.
Se billeder fra aktionen i Galleriet over artiklen.
Med sig havde de desuden et banner og budskab med ordlyden ‘Can’t bare the truth? På danske kan det oversættes til: ‘Kan I ikke bære sandheden?’ Det fortæller adskillige internationale medier. Heriblandt Daily Mail.
De ord, aktivisterne havde malet på deres bryst repræsenterede forudsagte konsekvenser af den globale opvarmning. Krig, tørke, sult, skovbrande, vold og hungersnød for blot at nævne nogle af dem.
Aktionen fra kvinderne var en opfordring til den britiske regering om at informere offentligheden om risikoen ved at lade de gennemsnitlige, globale temperaturer stige med fire grader celsius. Det vil ifølge aktivisterne, der er en del af organisationen Extinction Rebellion, ske inden år 2100, såfremt verdenssamfundet ikke griber ind nu.
Tiltaget var en opfølgning på en række andre Extinction Rebellion aktioner, der fandt sted i Storbritannien sidste uge, efter aktivistgruppen i nogen tid har været på standby på grund af corona-krisen.
Lørdag blokerede aktivister for eksempel trykkerier for at forstyrre distributionen af aviser, som gruppen beskylder for ikke at have rapporteret korrekte og præcise klimainformationer.
Tirsdag beskrev den britiske indenrigsminister Priti Patel gruppen som øko-korsfarere hvis “guerillataktik” skal stoppes.
“Jeg nægter at vende det blinde øje til og tillade den slags anarki på vores gader,” sagde hun i forbindelse med trykkeri-aktionen.
Onsdagens aktion blev da også afbrudt efter ordensmagten først uden held havde bedt aktivisterne om at fjerne sig fra stedet og dernæst valgte at fjerne de topløse klimaaktivister med magt.