Tonsvis af narko beslaglagt i Sydamerika
7,8 ton narko fra Ecuador og knap 1 ton kokain fra Paraguay er blevet beslaglagt af landets myndigheder.
Myndighederne i Ecuador har beslaglagt 7,8 ton flydende stoffer, der var skjult under dække af at være et desinfektionsmiddel, og som var klar til at blive sendt til Spanien.
Det oplyser landets myndigheder.
Beslaglæggelsen fandt sted fredag i havnebyen Guayaquil i det sydøstlige Ecuador, og tre personer er anholdt i den forbindelse. En af dem er udlænding.
Myndighederne oplyser, at stoffet er kokain-klorid, og at politiet fik mistanke om lasten, da den blev angivet som desinfektionsmidler.
– En virksomhed, der foretog sin første eksport, opgav 7000 liter desinfektionsmiddel, som man sagde skulle til Valencia, Spanien, siger indenrigsminister Jose Serrano.
– Denne mængde tiltrak politiets opmærksomhed, og de åbnede containeren for at kontrollere produktet.
Indtil videre har Ecuador beslaglagt 38 ton narko i år. Det meste af det er kokain, lyder det fra myndighederne.
I Paraguay er 850 kilo kokain blevet beslaglagt, oplyser landets politi fredag. Stoffet lå skjult i rissække om bord på et skib og var på vej mod Den Demokratiske Republik Congo.
En skorpion er afbilledet på hver pose kokain, der menes at stamme fra en narkogruppe under ledelse af brasilianske Jorge Rafat Toumani, oplyste politiet.
Toumani er på flugt fra sit hjemland, hvor han er dømt til 47 års fængsel for at hvidvaske penge og for narkohandel.
/ritzau/AFP