Tønders borgmester faldt død om i sit hjem

Kommunaldirektør vil huske Tønders afdøde borgmester, Laurids Rudebeck, for hans optimisme og store mod som politisk leder.

Laurids Rudebeck døde pludseligt 10. maj 2016. Her ses han til Tønder Festival.(Foto: Torben Christensen/Scanpix 2016)
(Foto: Torben Christensen/Scanpix 2016)

Offentliggjort Sidst opdateret

Laurids Rudebecks død kom som et chok for alle i Tønder Kommune, hvor Laurids Rudebeck residerede som borgmester fra 2009 og frem til sin død i går, 10. maj 2016.

– Vi har med dyb sorg modtaget meddelelse om, at borgmester Laurids Rudebeck, Tønder Kommune, pludselig er død i en alder af kun 56 år, skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse.

Mekaniker, politimand og borgmester

Laurids Rudebeck var før sit politiske liv uddannet mekaniker og efterfølgende politimand. Han afsluttede sin karriere som leder af lokalpolitiet i Tønder, inden han gik ind i politik og overtog opgaven som Tønder Kommunes førstemand. Han blev en del af Kommunalbestyrelsen for den nye sammenlagte Tønder Kommune, og han blev efterfølgende valgt som borgmester i 2009.

Kommunaldirektør Klaus Liestmann vil huske Rudebeck for at være en markant og stærk politisk leder, som ikke alle var enige med, men som alle havde stor respekt for.

– Det er karakteristisk, at der i alle kredse var respekt for hans store flid og hans evner til at formidle et godt og konstruktivt samarbejde til gavn for Tønder Kommune, udtaler Klaus Liestmann til pressemeddelelsen.

Dørsårsag endnu ukendt

Laurids Rudebeck faldt om i sit hjem tirsdag uden forudgående sygdom. Han havde haft en normal arbejdsdag, og nyheden om, at han pludseligt var faldet om i sit hjem, kom som et chok for alle.

Klaus Liestmann udtaler, at han især vil huske Laurids Rudebeck for hans optimisme og positive indstilling.

– Jeg vil også mindes hans ukuelighed og store mod som politisk leder. Laurids Rudebeck søgte ikke nemme og populære beslutninger, men arbejdede målrettet og vedholdende for de løsninger, han fandt nødvendige, fortæller Klaus Liestmann til pressemeddelelsen.

Newsbreak har forsøgt at få fat på Klaus Liestmann i forbindelse med denne artikel, men kommunaldirektøren sidder i møde. 

 

Powered by Labrador CMS