Tom Dumoulin vinder på marginaler i Giroens åbning
Den hollandske cykelrytter var hurtigst på fredagens 9,8 kilometer lange tidskørsel i Giroen.
Første etape blev kørt i Holland, og etapevinderen var hollandsk, da årets udgave af cykelløbet Giro d’Italia fredag blev indledt i Apeldoorn.
Tom Dumoulin var lige akkurat hurtigst på den 9,8 kilometer lange etape, der blev kørt som en individuel tidskørsel.
Hollænderen fra Giant-Alpecin-holdet klokkede ind i tiden 11 minutter og tre sekunder, hvilket var det samme som sloveneren Primoz Roglic, men Tom Dumoulin var en anelse hurtigere på decimalerne.
Dermed kan han iføre sig løbets førertrøje.
Fik gennembrud sidste år
25-årige Tom Dumoulin fik sit helt store gennembrud i sidste års Vuelta a Espana, som han førte frem til næstsidste etape.
Efter en nedtur på en bjergetape måtte Tom Dumoulin dog tage til takke med en sjetteplads i Vueltaen.
Sidste års vinder af Giro d’Italia, Alberto Contador, stiller ikke til start i år, da spanieren ønsker at fokusere på at vinde Tour de France til sommer.
Kørt i Holland
De tre første etaper i årets Giro d’Italia bliver kørt i Holland.
2. etape bliver kørt lørdag, og den går over 190 kilometer fra Arnhem til Nijmegen.
/ritzau/