Togulykke: Mand alvorligt kvæstet

To godsvogne er blevet afsporet ved Fredericia og en person er kommet til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 45-årig banemedarbejder er blevet alvorligt kvæstet i en afsporingsulykke på Fredericia Station sent torsdag aften.

Manden er kørt på sygehuset.

Det fortæller Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, kort før klokken et natten til fredag.

– Han er umiddelbart uden for livsfare, men han er kommet slemt til skade, siger han.

Manden er fra Fredericia-området og ansat ved Banedanmark. Han var i færd med at rangere to godsvogne, da ulykken skete.

– De er ved at koble nogle vogne sammen, men da der sker noget med, at hjul og skinner ikke vil sammen, bliver toget afsporet. Medarbejderen falder af togvognen og kommer i klemme, hvorved han pådrager sig nogle kvæstelser, siger Jørn Bystrup.

Arbejdsulykke

Ulykken efterforskes som en arbejdsulykke, og alle de relevante myndigheder er ifølge Sydøstjyllands Politi blevet orienteret.

– Både Arbejdstilsynet, Banedanmark og Havarikommissionen er inde over, og det vil blive undersøgt, hvordan det kunne ske, siger vagtchefen.

Ulykken skete kort før klokken 23.00 på banelegemet ved Fredericia Station lige nord for perronområdet.

Den 45-årige mands pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS