Annonce
Togene kører igen i Aarhus – med problemer
Togene ruller igen til og fra banegården i Aarhus, hvor en fejl på det anlæg, der styrer både signaler og sporskiftere, fredag morgen skabte massive trafikale problemer, skriver bt.dk.
Hele det system, der skal sørge for, at togene ikke kører ind i hinanden, var gået ned, hvilket betød, at der ikke kørte tog til og fra Aarhus, og alle tog holdt stille omkring banegården.
Problemet opstod omkring klokken syv fredag morgen, og det var så stort, at Banedanmark var nødt til at tilkalde teknikere til stedet.
Annonce
Aarhus er et jysk knudepunkt for togtrafikken, og derfor kan problemerne i den jyske hovedstad mærkes flere steder i landet.
Ifølge Banedanmark forsøger man at afbøde de værste problemer ved at vende togene i Skanderborg, i Langå og i Hedensted.
Togene holdt stille omkring Aarhus en lille times tid, og dsb.dk skriver, at der stadig er mange forsinkede tog på strækningen mellem Aalborg – Aarhus – Fredericia.